Publikum oplevede morgendagens dirigenter
I november gæstede fem talentfulde dirigenter fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium samt den erfarne dirigent Giordano Bellincampi, Slesvigske Musikhus. I selskab med SMUK gav de koncert, og publikum fik et anderledes kig ind i dirigenternes arbejde.
Koncerten var kulminationen på en workshop, hvor de unge dirigenter og musikerne i SMUK sammen dykkede ned i musikken og arbejdede sig gennem en række værker.
- Et liv med musik er et liv i bevægelse og evig udvikling. I SMUK har vi konstant fokus på at blive dygtigere. Samtidig vil vi også gerne medvirke til, at andre, der lever i musikken, kan gøre det samme, forklarede orkesterchef i SMUK, Rasmus Frandsen og tilføjede, at en vigtig del af det at være dirigentstuderende, er at komme ud og arbejde med professionelle orkestre.
- Derfor var det en stor fornøjelse, at vi sammen med en flok af fremtidens dirigenter arbejdede os langt ind i musikken og den musikalske ledelse, tilføjer han.
Blandt de dirigenter, der kunne opleves, var Gustav Aske Sønksen. Han har blandt andet været på talentudviklingsprogram hos DR.