fb insta youtube home
 
billetter banner

SMUK Seniorkoncerter

SMUK Seniorkoncerter har år efter år sørget for smil, vippen med benene og hygge. Sådan bliver det også i år. Til at lede SMUK ved koncerterne er en mand, som er indbegrebet af både godt humør og høj, høj professionalisme. Det er således Peter Ettrup Larsen, der er dirigent.

Peter Ettrup Larsen har tidligere været tilknyttet SMUK som chefdirigent. En af hans første opgaver var at være med til at lave en marchkonkurrence, hvor der skulle skrives en march til ære for de danske udsendte. Det blev ”Hilsen til Danmarks udsendte”, der vandt. Og netop denne march vil publikum kunne opleve, fortæller Peter Ettrup Larsen.

- Til seniorkoncerterne hylder vi Danmarks udsendte, siger han og fortsætter:
- Men vi vil også sende en musikalsk hyldest til vores kollegaer i Flyvevåbnet og Søværnet. Og naturligvis til Hendes Majestæt Dronningen, der jo i år fejrer 50-års regeringsjubilæum.

Peter Ettrup Larsen kalder seniorkoncerterne for ”rigtige SMUK-koncerter” med masser af lækker musik, men hvor musikerne også vil optræde som solister og gribe mikrofonen.

- Og der vil være alt lige fra en jazzet fortolkning af Jens Vejmand til musik fra Star Wars skrevet af John Williams, siger Peter Ettrup Larsen og minder om, at trods sine 90 år er John Williams fortsat særdeles produktiv og et billede på, at alder ikke nødvendigvis er en hindring for at have fuld fart på.

- Seniorkoncerterne får livsglæde som omdrejningspunkt, og de bliver med garanti ikke kedelige, lover Peter Ettrup Larsen.

Se den komplette oversigt over seniorkoncerterne HER!