fb insta youtube home
 
billetter banner

Julekoncerten med Haderslev Domkirkes Pigekor og SMUK i Kulturhus Harmonien i Haderslev er efterhånden blevet endnu en af julens traditioner. I år vender koncerten tilbage, og uanset om man søger en stund med lækker julestemning eller en musikalsk oplevelse, så er Harmonien stedet at være tirsdag den 6. december.

Til julekoncerterne tager SMUK og Haderslev Domkirkes Pigekor hvert år fat på vidt forskellige stykker julemusik, og i takt med at koret og musikkorpset lærer hinanden bedre at kende, har julekoncerten udviklet sig. Det fortæller dirigent i Haderslev Domkirkes Pigekor, Thomas Berg-Juul.

- Der er ingen tvivl om, at det betyder utroligt meget for samspillet mellem kor og orkester, at vi nu har lavet flere julekoncerter sammen. Alle bliver desuden mere trygge ved hinanden, hvilket påvirker positivt. For pigerne i koret har det også været en udfordring at skulle synge op mod et messingorkester. Det kræver noget rent klangligt at matche musikken, siger dirigenten og forklarer, at det blandt andet handler om at skulle synge lidt kraftigere i nogle passager, end man plejer, samt at synge tydeligt, så ordene kan høres.

Til koncerten bliver der både plads til danske julesalmer og julemusik fra det store udland. Mest af alt bliver der masser af musik, der vil få julestemningen til at brede sig. Specielt til koncerten i år har kor og musikkorps fået arrangeret to medleyer over musik fra henholdsvis Disneys Juleshow og filmen Alene Hjemme.

- Det er fedt en gang i mellem at få lov at bevæge sig ud af kirkens rum og tage noget andet musik op. Og jeg kan mærke, at pigerne synes, det er meget forfriskende, siger Thomas Berg-Juul, der i øvrigt vil dirigere hele koncerten.

Julekoncerten bliver med andre ord fyldt med alt det gode humør, al den livsglæde og al den lyst til at give andre en god oplevelse, som julen også handler om. Alt sammen pakket ind i korsang og messingmusik i topklasse.

Julekoncerten har udviklet sig til at være en bragende succes. Derfor er det allerede nu blevet besluttet, at der ikke bare skal laves én, men to julekoncerter, så flest mulige kan få sig en omgang vaskeægte julestemning.

Køb billetter til Julesang & Messingklang HER!