fb insta youtube home
 
billetter banner

Der er ingen bedre måde at tage fat på julemåneden på end med et ordentligt skud julestemning. Og det er akkurat, hvad der er mulighed for at få, når SMUK og Haderslev Domkirkes Pigekor tirsdag den 30. november giver julekoncert i Kulturhus Harmonien.

Publikum vil eksempelvis kunne opleve et potpourri fra de populære ”Alene Hjemme” film samt musik fra Disneys udgave af ”Et juleeventyr”. Ingen julekoncert uden stemningsfyldte julesalmer. Det gælder også for julekoncerten med SMUK og Haderslev Domkirkes Pigekor.

- Selvom vi rykker ud af kirken, så står de danske julesalmer os så nært, at dem bliver publikum naturligvis ikke snydt for, men salmerne kommer i nogle forrygende arrangementer, siger dirigent for Haderslev Domkirkes Pigekor Thomas Berg-Juul.

- Det er klassiske julesalmer iklædt en lidt moderne tonedragt. Uden det går ud over genkendeligheden, får salmerne lige et drys stjernestøv, som nok vil få folk til at spidse øre, tilføjer han.

Et perfekt match
Der er ikke meget, der klæder hinanden så godt som korsang og messingmusik, når det gælder julen. Luften i Harmonien bliver med andre ord så tyk af julestemning, at det er lige før publikum ville kunne dufte brunkager, gran og næsten fornemme sneen, der daler, og den varme glögg mellem hænderne.

Der bliver kort sagt nok at glæde sig til, slår dirigent og leder af Haderslev Domkirkes Pigekor Thomas Berg-Juul fast:
- Konceptet med SMUK og pigekoret er simpelthen så fedt. Det oplevede vi senest i 2019, hvor vi holdt et brag af en julekoncert, og hvor billetterne blev revet væk, siger Thomas Berg-Juul.

Sidste år blev koncerten aflyst som så meget, og derfor er både kor og orkester ekstra klar i år.

- Der er blevet sparet en masse god energi op, siger Thomas Berg-Juul.

Det er SMUKs dirigent Michael Aaberg Thomsen og Haderslev Domkirkes Pigekors dirigent Thomas Berg-Juul, der sammen leder den populære julekoncert.

Køb billet klik her