fb insta youtube home
 
billetter banner

Året byder på masser af store musikalske oplevelser med SMUK. En af de lidt mere anderledes var SMUK Debutkoncert. Fem år har Mads Naomi fra SMUK brugt på at uddanne sig til musiker. Herefter har han brugt to år på alene at udforske basunens univers og har derved taget en slags ”musikkens ph. d.”, så han nu er super-basunist. Hvad han har fået ud af dette forløb, kunne publikum opleve ved koncerter i Odense, Aarhus og Haderslev.
Her kan du læse, hvordan Mads Naomi selv oplevede koncerterne og tiden op til:

Forberedelserne
- At øve sådan nogle soloer op er spændende og udfordrende, men at gøre det med syv stykker tager jo alligevel noget tid. Jeg tror, jeg for alvor begyndte med at øve på debutprogrammet efter nytårskoncerterne. Jeg havde tre måneders barsel. Det betød jo så, at når lillemanden var lagt til middagslur, så stod den på to-tre timers øvning, hvis han altså ville det. Hvis jeg ikke havde fået øvet nok, måtte aftenen jo også gå med det, og sådan levede jeg i tre måneder.
- Det er jo noget anderledes i forhold til, hvad vi er vant til i orkesteret. Der modtager vi noderne cirka to uger før første prøve, og så er det videre til næste projekt. Op til debutkoncerten havde jeg virkelig mulighed for at vende hver en sten i musikken og perfektionere hver enkelt tone. Og i sidste ende var det mig, der stod med beslutningerne i musikken. Det er jo som regel dirigenten foran orkesteret, der tager beslutningerne, men denne gang kunne jeg være med til at sætte mit præg på musikken, og det var en ret spændende måde at arbejde på.

Før koncerten
- Selve dagen forløb stille og roligt. Jeg havde familien med til Odense, og vi var der nok fem timer før koncertstart. Både for at finde på plads, men også for at jeg havde overblikket over koncerten. Der er jo alligevel en del beslutninger, der skal tages, og jeg havde nogle idéer til eksempelvis opstilling og lys. Det er imidlertid aldrig sikkert, at det kan blive, som man gerne vil, så tiden gik med at indstille lys sammen med Peter lysmand, varme instrumenterne, holde forprøve med pianist, tage imod SMUK, forprøve med SMUK, klæde om, og så koncert. Hele dagen gik jeg med en spændt følelse i maven. Det var ikke en dårlig fornemmelse, men jeg kunne bare mærke, at jeg glædede mig til at spille. Samtidig mærkede jeg også glæden over at have uddannet til det højeste, man kan på mit instrument.

Koncerten
- Det var jo en helt fantastisk oplevelse efter syv års studier at spille sådan en koncert. Og så med sit eget orkester i ryggen. Jeg havde en tryghed ved at have SMUK med på scenen. De hjælper mig til at bevare roen og overblikket i de musikalske vanvidsprojekter, jeg nogle gange stiller op for mig selv.
- Jeg synes, at det var ret tydeligt, at jeg var en anelse nervøs under første halvdel af koncerten, hvor der var to solostykker, og jeg godt kunne mærke, at jeg var lidt alene på scenen. Men i anden halvdel, da orkesteret var med, var der en helt anden fornemmelse i maven. Jeg var da stadig spændt, men ikke på samme måde som under første del. Der er bare noget helt specielt ved at være solist sammen med SMUK, og det er ikke sidste gang, jeg smider nogle kamikazenoder i hovedet på mine kollegaer. Jeg skal dog lige have en forhåbentlig velfortjent pause fra rampelyset, inden jeg gør det igen.

Efter koncerten
- Efter den sidste tone væltede der en lykke igennem mig, både fordi det var gået super godt, og fordi jeg glædede mig til at skulle have en kold øl og noget af det mad, min kone havde forberedt til gæsterne hjemmefra. Jeg kunne desuden nærmest ikke være i mig selv af glæde over at se så mange mennesker til koncerten. De var alle kommet for at bakke op om mig og mit orkester. Det betyder bare helt vildt meget, at folk er villige til at sætte sig og lytte på halvanden times basunmusik. Opbakningen mærkede jeg allerede til prædebuten i Aarhus, hvor der også dukkede en god flok mennesker op. Det har bare været et helt fantastisk projekt og forløb, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg vil gøre det igen. Hele ugen efter var jeg færdig og træt. Det var rigtig fedt at mærke, at kroppen og hovedet havde arbejdet på det yderste, og at jeg kunne gennemføre, men nu glæder jeg mig til en “almindelig" hverdag, hvor jeg passer mit fantastiske job og min dejlige familie.