fb insta youtube home
 
billetter banner

Afslutningen på Første Verdenskrig og dermed afslutningen på over fire års forfærdeligheder er en begivenhed, der altid bør huskes. I forbindelse med markeringen af 100-året for våbenhvilen fremførte SMUK værket ”Billeder fra en krig” komponeret til netop markeringen af våbenhvilen af den danske komponist Søren Birch. Det skete i katedralen i den franske by Braine.

For at sikre at afslutningen på Første Verdenskrig og de følelser, som krigen vakte, aldrig går i glemmebogen, har SMUK foreviget Søren Birchs værk.
Måske kender du det allerede. Værket er skænket som gave til Braine af Haderslev, Tønder, Aabenraa og Sønderborg kommuner, og naturligvis har SMUK lagt vejen forbi de fire kommuner, så borgerne har kunnet lytte til musikken.

Et par kendinge
To intensive dage har Forsvarets Musikalske Ambassadører brugt på at indspille ”Billeder fra en krig” i Slesvigske Musikhus. Det skete under ledelse af den anerkendte, amerikanske dirigent Michelle Rakers og med Torben Sminge, som mange kender fra SMUK Nytårskoncerter, som tekniker.

Værket afspejler tiden dengang, hvor verden stod i flammer. Musikken var imidlertid lige ved at få et noget mere moderne twist. Arbejdet med at udbygge Slesvigske Musikhus er nemlig i fuld gang, hvilket gav lidt udfordringer.

- En gang imellem kom der en håndværker forbi og sagde hej, og man kunne høre boremaskiner, men vi blev enige om, at det nok ikke gik at få det med på indspilningen, siger trompetist i SMUK Henrik Rønnow med et smil.