fb insta youtube home
 
billetter banner

Efter 26 år ved SMUK stopper trompetist Bent Graversen som musiker i Forsvaret. Der skal derfor nye kræfter til at fylde det hul, han til sommer efterlader. Men hvordan finder man ud af, hvilken musiker det skal være? Man laver naturligvis en konkurrence, hvor den bedste musiker, der stiller op, bliver belønnet med en stilling i SMUK.

Se stillingsopslaget online - klik her!

Konkurrencen består typisk af tre runder.
I første runde skal ansøgeren løse en bunden opgave, hvor vedkommende bliver akkompagneret af en pianist. De, der løser denne opgave bedst, går videre til anden runde, hvor hver enkelt ansøger skal spille sammen med hele orkesteret. Tredje runde indeholder en samtale, der giver et helhedsindtryk af ansøgeren.

Musiker i SMUK Henrik Rønnow har ved flere lejligheder været en del af det udvalg, der skal ansætte nye musikere i SMUK.

- Det, vi lægger mærke til, når vi spiller sammen med en ansøger, er, om det helt fundamentalt stemmer eller ej, og om vedkommende spiller godt sammen med gruppen ren klangligt. Typisk spiller vi en march, hvor vi hører, hvor hurtigt en ansøger er til at falde ind i den måde, resten af orkesteret spiller på, eller om vedkommende måske spiller for bredt eller for markeret, siger han.

Udfaldet af ansættelsesprocessen varierer fra gang til gang.
- Der er meget stor forskel. Nogle gange er alle enige om, hvem der skal ansættes, andre gange kan man vurdere, at der er to, der er lige dygtige. Så er der mulighed for at give dem begge en tre måneders prøveperiode, hvorefter man så kan afgøre, hvem der passer bedst til SMUK, når det er blevet hverdag, siger Henrik Rønnow.

Uanset hvordan konkurrencen spænder af, er der dog en ting, der er helt sikkert.

- Det er musikken, der tæller. Man kan ikke snakke sig til et job i SMUK, afslutter han.

STILLINGSOPSLAGET:

Brænder du for at spille i et af Forsvarets professionelle musikkorps, så er du måske den nye solocornetist i Slesvigske Musikkorps (SMUK) med tiltrædelse pr. 1. august 2019.

Om os
Slesvigske Musikkorps er et af Forsvarets 3 fuldtidsprofessionelle musikkorps og består af 16 musikere, henholdsvis messingblæsere og slagtøjsspillere.

Musikkorpset repræsenterer Forsvaret ved en lang række arrangementer og koncerter både herhjemme og i udlandet. Som Forsvarets musikalske ambassadør deltager orkesteret årligt ved mere end 130 militære og civile arrangementer, herunder offentlige koncerter, militære parader og nationale mærkedage.

Slesvigske Musikkorps er kendt for sin store musikalske bredde. Alsidigheden og korpsets mange finesser, bliver understreget af den perlerække af solister og dirigenter, korpset arbejder sammen med.

Musikkorpset er organisatorisk tilhørende Slesvigske Fodregiment og har dagligt til huse i Slesvigske Musikhus i Haderslev.

Om stillingen
Stillingen som solocornetist indebærer også pligt til trompet.

Som musiker skal du medvirke til at give musikkorpset stabilitet og tillige bidrage til dets musikalske udvikling qua dine personlige og musikalske kompetencer. Du vil, via de forskellige udvalg i orkesteret, have mulighed for at være med til at præge udviklingen i musikkorpset.

Vi lægger vægt på en åben og konstruktiv dialog medarbejdere og ledelse imellem.

Stillingen giver, gennem efter- og videreuddannelse, rig mulighed for personlig udvikling.
Om dig
Du er som udgangspunkt konservatorieuddannet på cornet/trompet eller har anden professionel musikalsk baggrund på tilsvarende niveau.

Som person er du innovativ, fleksibel og har gode samarbejdsevner.

Du trives med ansvar, din faglighed og din empatiske tilgang til arbejdet gør, at du som solospiller og kollega er god til at indgå i en såvel musisk som social sammenhæng i musikkorpset.

Ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til, den til enhver tid gældende Organisationsaftale for musikere og dirigenter i Forsvaret af 4. december 2014 mellem Centralorganisationen af 2010, Foreningen af Musikere i Forsvaret og Forsvarsministeriets Personalestyrelse.

ANSÆTTELSESPROCEDURE:
Ansættelsesprocessen foregår ved deltagelse i konkurrence, der påregnes afholdt den 20. juni 2019 i Slesvigske Musikhus, Louisevej 7a, 6100 Haderslev.

Konkurrencen består af følgende opgaver:

1. Runde: J. G. Pennequin (med klaver)
2. Runde: Orkester- og gruppespil

Begge runder afvikles uden skærm. Der stilles akkompagnatør til rådighed.

Umiddelbart efter ansøgningsfristens udløb udpeger dommerpanelet et antal ansøgere til deltagelse i konkurrencen.

Noder til konkurrencens 2. runde udsendes sammen med indkaldelsen. Efter konkurrencen gennemføres samtaler med egnede kandidater.

Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet. Du er desuden omfattet af Lov om Forsvarets Personel, hvilket bl.a. betyder, at du er forpligtet til at deltage i fredsskabende og fredsbevarende operationer mv.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderingerne erklæres for fuldt egnet til udsendelse som musiker i internationale operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Du er velkommen til at høre mere hos chefen for Slesvigske Musikkorps, orkesterchef Rasmus Frandsen, tlf. 2016 8791. Har du spørgsmål til løn – eller ansættelsesvilkår, kan du ringe til HR-konsulent Anna Racic på telefon 7281 9663.

Ansøgningsfristen er den 15. maj 2019.
Ansættelse sker med tiltrædelse den 1. august 2019 eller snarest derefter.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via dette link.
Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

Ansøgningsforløbet
Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

Vurdering af din ansøgning
Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.
• Samtaler
Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.
• Tilbagemelding
Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.