fb insta youtube home
 
billetter banner

I samarbejde med Syddansk Musikkonservatorium byder SMUK indenfor til to solistkoncerter, hvor publikum kan opleve et par af fremtidens solister. Andreas Clemmensen er basunist mens Louise Pape bruger sin smukke stemme. Fælles for dem er, at de har vundet en konkurrence blandt de studerende på Syddansk Musikkonservatorium. Her var præmien muligheden for at optræde som solister i selskab med Forsvarets Musikalske Ambassadører ved to koncerter.

- Tanken er, at de studerende gennem solokoncerten får mulighed for at stifte bekendtskab med den professionelle verden, der venter dem efter studierne. Det giver dem en ekstra dimension i forhold til deres studier, forklarer SMUK’s orkesterchef Rasmus Frandsen.

Store forventninger
Han understreger, at de to unge solister til koncerterne bliver mødt som alle andre solister og at der er store forventninger til dem.

- Som publikum betyder det, at man får mulighed for at opleve et par af morgendagens musikere folde sig ud og yde deres bedste. Samtidig skal man huske, at når SMUK er med på scenen, så er er garanti for et lille twist, og at man går hjem med en oplevelse, man nok ikke lige havde regnet med, siger Rasmus Frandsen og lover et særdeles varieret program.

Ifølge orkesterchefen er kombination af unge sultne, solister på vej frem og SMUK oplagt. SMUK er således kendt for sin varme og evne til at få andre musikere til at føle sig hjemme i orkesteret. Samtidig emmer musikkorpset altid af spilleglæde og lyst til at underholde. Alt i alt giver det et fantastisk udgangspunkt for at skabe en god koncert.

Finder det bedste frem
Dertil kommer, at det er Jesper Juul Windahl, der skal lede koncerterne. Jesper var fra 2009 til 2012 chefdirigent hos Prinsens Musikkorps. Han har ved flere lejligheder dirigeret SMUK og har i det hele taget et indgående kendskab til de danske musikkorps. Han er desuden professor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han underviser i basun. Han er derfor den helt rigtige dirigent til koncerterne, mener Rasmus Frandsen.

- Jesper Juul finder altid det bedste frem i os, og samtidig er han en rigtig dygtig pædagog, der er god til at arbejde med unge musikere, siger orkesterchefen og understreger, at det ikke blot er solister og publikum, der får et udbytte af forløbet. Det samme gør SMUK.
- Det er en mulighed for os til at give de studerende et indblik i, at musikkorpsene er et godt alternativ til symfoniorkestrene efter konservatoriet. Samtidig får vi lejlighed til at se, hvordan niveauet hos fremtidens musikere er, og hvad der rører sig. Som regel er de studerende hundedygtige og niveauet er tårnhøjt, siger Rasmus Frandsen.

Billetsalg:
Sted: Odeon, Odense
Tid: Onsdag den 20. marts kl. 17.00
Entré: Gratis adgang da koncerten samtidig er et led i solisternes uddannelse

Sted: Kulturhus Harmonien, Haderslev
Tid: Torsdag den 21. marts kl. 19.30
Entré Kr.: 125,- Rabat kr. 25,- til medlemmer af SMUK Støtteforening
Billetsalg: Visit Haderslev (73545630) eller Klik Her!

Flere oplysninger:
Du kan finde flere oplysninger om koncerterner, og bl..a. se hele koncertprogrammet i kalenderen her på hjemmesiden.