fb insta youtube home
 
billetter banner

Løgumkloster Kirke har en akustik, som de færreste rum kan tilbyde. Og det var akkurat her, SMUK i begyndelsen af marts afsluttede sin historiske, sønderjyske mini-turné.
Publikum i Haderslev, Sønderborg, Aabenraa og Tønder kommuner fik sig således en helt særlig, musikalsk oplevelse, da SMUK i hver af kommunerne lod en kirke fylde af historiske toner.

SMUK genopførte den koncert, som musikkorpset opførte ved en storslået koncert i katedralen i Braine i det nordlige Frankrig i forbindelse med markeringen af 100-året for afslutningen på Første Verdenskrig. Blandt andre hans Kongelige Højhed Prins Joachim overværede koncerten.

I forbindelse med markeringen uropførte SMUK et nyt værk skrevet af komponisten Søren Birch og foræret til Braine af de fire sønderjyske kommuner. Værket fortæller i musik om en sønderjyde tvunget i tysk uniform under Første Verdenskrig, og det var netop dette værk, publikum kunne opleve, da Forsvares Musikalske Ambassadører gæstede de fire sønderjyske kirker.

Efterfølgende har SMUK modtaget flere begejstrede kommentarer, der viser, at de historiske koncerter har gjort stort indtryk.